Mexicansk hønsekødssuppe med sorte bønner

Denne mexicanske hønsekødssuppe med sorte bønner er en af mine afgjorte topfavoritter og laves tit og ofte og de sorte bønner samt kartoflerne gør at den både smager skønt men også er sund og mættende.

Jeg plejer at købe bønnerne og ligge dem i blød aftenen før men en dåse sorte bønner kan selvfølgelig også bruges. Jeg syntes bare ikke at de er helt så spændende smagsmæssigt.

Opskrift ca 4 portioner

1 kylling ca 1600g

25-50g smør

1 porrer

2 løg

2 gulerødder

4-5 kartofler – kan undlades men jeg kan godt lide det i supper fordi det gør den mere mættende

2 dl. sorte bønner eller 1 ds.

1 ds. tomater

1 Ancho/poblano chili

1 stor kvist timian

4 laurbærblade

1 tsk karry

1-2 boullionterning – jeg fortrækker okse

salt og peber

1 l. vand

Bredbladet persille til pynt

Fremgangsmåde

  1. Jeg bruger selv kun skroget på kyllingen til suppe, da der er masser af kød på og resten bruger jeg så dagen efter ofte til en god gang butterchicken. Og det er en skøn måde at bruge det på frem for at smide det ud. Men det er helt op til dig om du vil gøre det på samme måde eller have en suppe med ekstra meget kylling 🙂
  2. Smelt smørret og steg kyllingen i smørret tag den derefter op af gryden
  3. Tilsæt karry
  4. Steg hakkede løg i smørret til de er gyldne og lig derefter kyllingen ned igen
  5. Tilsæt 1 l vand, porrer, gulerødder, kartofler, bouillonterninger, timian og laurbærblade og halvdelen af ds. med tomater
  6. Tilsæt de sorte bønner men husk at skylle dem grundig først ellers får du en meget underlig sort lignende suppe. Det er ikke kønt selvom det ikke ødelægger smagen
  7. Så er der chilien. det behøver selvfølgelig ikke være en ancho/poblano chili men lige den gør rigtig meget for din mad. Den er ikke stærk, men er meget smagsfuld. Den er en af de mest brugte chilier i det mexicanske køkken. Jeg dyrker den selv, men har du ikke lige tænkt 3/4 år frem i tiden kan de også købes tørret i Føtex. Chilien som er tørret skal ligge i lidt vand i et par minutter. smid ikke vandet ud. der er god smag i. Når den er opløst tilsæt den og vandet til den halve ds. tomat du har ladet stå og blend det så chilien bliver moset. Tilsæt den til suppen.
  8. Kog suppen i ca 20-25 min.  til kartoflerne og bønnerne er møre.
  9. Tag kyllingen op, pil kødet af og læg det tilbage i gryden
  10. Tag laurbærblade og timian op
  11. Smag til med salt og peber og pynt med persille

Mexicansk morgenmad med avokado og bacon

Da jeg første gang fik denne ret, mexicansk morgenmad med avokado på brød med tomatsauce og spejlæg og så på en strand på Sri Lanka, tænkte jeg hm fungere det. Det kan jeg så sige at det gør det. Det er ikke mindre end et pletskud, som herhjemme høster høje hurra råb, når jeg søndag morgen fortæller at det står på menuen.

Sønnike skovler let 2 portioner ned og kigger langt efter en tredje.

Opskrift 4 personer

Tomatsauce, i princippet kan der jo bruges en rest, men her kommer min

1 ds. hakkede tomater

2 fed hvidløg

Lidt olivenolie

100g bacon

½ løg

½ tsk karry

En knivspids chili gerne mere hvis du er til chili og stærk mad. men det er tomaterne og bacon der skal være i fokus

1 bouillonterning – jeg foretrækker okse

Salt og peper

en lille smule hakket koriander – kan undlades eller udskiftes med persille

  1. Svits hakkede løg i olivenolien til de er lysegyldne
  2. Tilsæt  de 2 fed hvidløg som er hakket i små stykker og chilien
  3. Tilsæt karry
  4. Tilsæt bacon og lade det stege i et par min på middelvarme. det må ikke blive branket
  5. Tilsæt dåsen med tomater og bouillonterningen og rør rundt indtil boullionterningen er opløst. Den smager bare ikke godt hvis den ikke er opløst ved jeg af bitter erfaring.
  6. Smag til med salt og peber

Avokadomos.

  1. 2- 3 stk moset afhængig af størrelse. ca. ½ pr brød og smagt til med salt og peber.

Spejlæg

Tænker jeg ikke kræver nærmere forklaring. Jeg bruger 1 æg pr. brød

Fremgangsmåde

Smør avokadomos på dit brød, jeg har brugt rugbrød, men det fungere også fint med toastbrød.

Læg det spejlede æg oven på avokadomosen

Læg en stor pæn skefuld tomatsauce med bacon oven på ægget og pynt med koriander.

Volia her er ikke mindre end en himmelsk mundfuld der får ens indkøb af avokado til at stige drastisk.

Guddommelige nemme kanelboller

Disse kanelboller er de første jeg nogensinde har bagt og de har fulgt mig siden jeg var omkring 10 år og første gang var til kursus i at lave mad. Så det er meget passende at de bliver de første jeg skriver om her på bloggen.

Jeg fik opskriften med hjem, men fordi jeg ikke lige kunne forstå hvad 1/3 del betød endte jeg med at hælde 3 dl mælk i. Og det gjorde at bollerne gik fra at være ganske almindelige til fuldstændig fantastiske.

Bollerne er supernemme at lave og tager ikke mange minutter at lave.

Jeg anbefaler at de spises samme dag og helst varme med masser af smør.

 

Men de er nu også gode uden.

Opskrift til ca. 16 boller

100 g smør

3 dl. mælk

1 pk. gær

2 æg

4 tsk. sukker

Ca. 1 kg mel

kanelsukker

  1. Smelt smørret  i en gryde
  2. Lun mælken. Jeg plejer bare at tilsætte det i gryden med det smeltede smør og lade det varme med. Hvis mælken ikke lunes klumper det varme smør, når det tilsættes koldt mælk.
  3. Tilsæt gær, men vent til smørret og mælken er kølet af. Du skal kunne stikke en finger ned før den er ok. Ellers er det kanonkugler du ender med frem for kanelboller og det kan ikke anbefales. Been there done that
  4. Tilsæt de 2 æg, sukker og mel
  5. Dejen må godt være en smule klistret når den er færdig.
  6. Del i 16 lige store dele.
  7. Rul en bolle rund, tryk den flad med håndfladen, tilsæt en tsk. kanelsukker. Luk den ved at tage “højnerne” op så kanelsukkeret bliver i midten af bollen.
  8. Dyb overfladen af bollen i vand og dyb den i kanelsukkeret og sæt den på bagepladen med kanelsukkeret opaf.
  9. Ca, 10. min ved 200 grader i midten af ovnen. Jeg lader dem aldrig hæve. De bliver store under bagningen så brug 2 plader med 8 på hver.