Guddommelige nemme kanelboller

Disse kanelboller er de første jeg nogensinde har bagt og de har fulgt mig siden jeg var omkring 10 år og første gang var til kursus i at lave mad. Så det er meget passende at de bliver de første jeg skriver om her på bloggen.

Jeg fik opskriften med hjem, men fordi jeg ikke lige kunne forstå hvad 1/3 del betød endte jeg med at hælde 3 dl mælk i. Og det gjorde at bollerne gik fra at være ganske almindelige til fuldstændig fantastiske.

Bollerne er supernemme at lave og tager ikke mange minutter at lave.

Jeg anbefaler at de spises samme dag og helst varme med masser af smør.

 

Men de er nu også gode uden.

Opskrift til ca. 16 boller

100 g smør

3 dl. mælk

1 pk. gær

2 æg

4 tsk. sukker

Ca. 1 kg mel

kanelsukker

  1. Smelt smørret  i en gryde
  2. Lun mælken. Jeg plejer bare at tilsætte det i gryden med det smeltede smør og lade det varme med. Hvis mælken ikke lunes klumper det varme smør, når det tilsættes koldt mælk.
  3. Tilsæt gær, men vent til smørret og mælken er kølet af. Du skal kunne stikke en finger ned før den er ok. Ellers er det kanonkugler du ender med frem for kanelboller og det kan ikke anbefales. Been there done that
  4. Tilsæt de 2 æg, sukker og mel
  5. Dejen må godt være en smule klistret når den er færdig.
  6. Del i 16 lige store dele.
  7. Rul en bolle rund, tryk den flad med håndfladen, tilsæt en tsk. kanelsukker. Luk den ved at tage “højnerne” op så kanelsukkeret bliver i midten af bollen.
  8. Dyb overfladen af bollen i vand og dyb den i kanelsukkeret og sæt den på bagepladen med kanelsukkeret opaf.
  9. Ca, 10. min ved 200 grader i midten af ovnen. Jeg lader dem aldrig hæve. De bliver store under bagningen så brug 2 plader med 8 på hver.